1. Indskrænk muligheden for juridisk og fysisk kønsskifte

Indstillet af Konservativ Ungdom

I Det Konservative Folkeparti tror vi på, at vi som mennesker og borgere i Danmark fødes ind i en kontekst og en orden, der er givet på forhånd. Vi fødes i et bestemt land med et bestemt sprog, en bestemt kultur med unikke traditioner, værdier, sædvaner og skikke. Vi fødes ind i en familie, i et fællesskab og en historie. Vi fødes også med et bestemt køn. Alt dette tror vi på, er værdifuldt, fordi det giver individet et fundament i tilværelsen og faciliterer nogle meningsfulde rammer for at skabe sin egen identitet.

Noget af det allermest fundamentale for menneskets identitet er, hvilket køn det fødes med. Det er en så grundlæggende ramme for individets forståelse af selvet og omverdenen, at det er svært at forestille sig livet uden denne ramme. Lige så er det svært at forestille sig vores samfund uden det binære kønssystem, som gennemsyrer den måde, vi har udformet vores institutioner, systemer, normer, traditioner, værdier og sprog på.

Derfor betragter Det Konservative Folkeparti også med en vis skepsis den gren af den identitetspolitiske bevægelse, som ønsker at opløse kønnene og afskaffe det binære kønssystem. Der er tale om en uhensigtsmæssig og ekstremistisk ideologisk bevægelse, som ignorerer videnskabelige fakta. De potentielle konsekvenser af denne ideologi er omfattende både på samfundsplan og på individuelt plan.

Sidstnævnte har vi desværre allerede set utallige eksempler på. På blot et par år er antallet af voksne, der har påbegyndt en kønsskifteproces mere end fordoblet, mens antallet af børn, der blevet henvist til udredning for kønsdysfori er steget med 8.650% fra 2014-2022. Det er dybt bekymrende, at så mange børn påbegynder en kønsskifteproces, som for nogle ender med at være invaliderende. Der kan i Danmark ikke dokumenteres nogen gavnlig effekt ved behandlingen, men derimod risiko for knogleskørhed, kræft, sterilitet og vansirede kønsorganer.

Det Konservative Folkeparti mener, der skal udvises særligt hensyn, når det kommer til medicinsk behandling af børn. En behandling, hvis gavnlige effekt ikke kan dokumenteres, og som indeholder stor risiko for invalidering, bør ikke være tilladt at gennemføre på børn. Det er en for omfattende og svær en beslutning for børn at træffe, og det er om ikke andet noget, man først bør forholde sig til, når man har gennemgået puberteten. Derfor skal al form for hormonbehandling af børn med henblik på kønsskifte forbydes.

På samme måde bør det heller ikke være en mulighed for børn at skifte deres juridiske køn. Børn har mere end nogen andre brug for nogle faste rammer og et fundament at orientere sig ud fra, og derfor skal der ikke rykkes ved noget af det mest grundlæggende i tilværelsen; kønnet. Vi har et særligt ansvar for, at børn får en tryg og sikker opvækst.

Det Konservative Folkeparti anser heller ikke juridisk og fysisk kønsskifte for voksne som værende fuldstændig uproblematisk, men anerkender, at myndige er bedre i stand til at træffe en sådan beslutning og respekterer, at det ligger inden for sfæren af personlig frihed. Dog er det ikke en behandling, staten skal understøtte, medmindre der foreligger en lægefaglig begrundelse.

Derfor mener Det Konservative Folkeparti:

  • At der findes to biologiske køn, og at dette binære kønssystem udgør en meningsfuld ramme for mennesker at indgå i.
  • At der bør indføres et totalforbud mod hormonbehandling af børn under 18 år.
  • At juridisk kønsskifte ikke skal være tilladt for børn under 18 år.
  • At omkostninger i forbindelse med juridisk kønsskifte for myndige skal afholdes af borgeren selv.
  • At fysisk kønsskifte alene tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen som en del af en behandling mod alvorlig kønsligt ubehag.